Den 8.8.2009 afholdt Uhre DM for Mini og Oldboys. En dag i det krævende sorte sand hvor alle AMCKerne havde travlt med at styre crosseren rundt.
Mini 65:
#8 Frederik Højris havde ikke taget heldet med til Uhre denne gang. I Tidskval var han hurtigst, første heat kom Frederik fra start som 2ere og var lige oppe som 1ere hvorefter han væltede...suk. KTMen ville ikke rigtig starte trods 1.000.007 tramp på k-starteren, forinden havde Frederik brugt et ½ heat på at vikle sig grundigt ind i sin roll off film, hvilket gav ham ekstra problemer i kampen med at få opstartede KTMen igen. Frederik slutte heatet helt udmattede som 6ere. I Andet heat kom Frederik ud som 2ere efter starten og der blev han til slut. Frederik sluttede som samlet 4ere lige udenfor pokalerne. Frederik satte lidt DM point til men ligger stadig suverænt i spidsen.
Mini C 12-15 år:
#180 Thomas Jack Mølgaard, havde lige været skadet og havde kun trænet en enkelt gang efter. I første heat lå Thomas 3ere i starten men på den krævende bane faldt han ned i feltet og sluttede som nr. 8, det virkede bare ikke rigtigt for Thomas. I andet heat havde Thomas mere glid i raceren ved bl.a. at køre svingene i ydersporene, han kørte et rigtig flot heat som rakte til en solid 3. plads. Samlet på dagen som nr. 4. lige uden for metallerne. Thomas skraber igen lidt point ind og er godt på vej til at blive B kører. Far Jan har indkøbt en sprit ny KTM med høje hjul som skal hentes i næste uge, det bliver spændene at følge Thomas her i efteråret.
Mini 85 cc 8-11 år:
#1 Mathias Tang havde ikke fået trænet så meget op til løbet, men det var ikke til at se på hans kørsel. Tidskvalen rakte til en startbom som 4ere. I første heat kommer Mathias fra starten som 4ere og allerede på anden omgang kører han sig op på 3. pladsen hvilket han holder til mål. Det var et superheat han leverede, hvilket imponerede alle os AMCKere uden for hegnet. Andet heat kommer Mathias igen godt fra start som 2ere, indtil 3. omgang hvor han lige måtte en tur i sandet men er lynhurtigt oppe igen, falder dog ned på en 3. plads hvor han bliver og igen kører et super flot heat. Efter heatet var det en lidt overrasket og stolt far Andre der pakkede bilen og kvitterede med en tur på Pizza Hut.
#100 Emil Due
var godt forberedt, med en ny racer trimmet af SCS-Racing. Han kørte den suveræn hurtigst kval tid. Første heat gik lige efter bogen, han tog starten og der blev han til heatet sluttede, 19 sek. foran nr. 2. Andet heat troede Emil at sejren allerede var hjemme men det var den bare ikke... Emil valgte at lave en bremsefejl i første sving og så lå han pludselig sidst. Emil kørte sig flot og aggressivt op gennem feltet og i starten af 2. omgang lå han 3ere. Han kørte alt hvad remmer og tøjl kunne holde og sluttede på 2. pladsen knap 4 sek. efter etteren. Det rakte til en samlet 2. plads på dagen. DM stillingen forblev den samme Emil fører stadig med 9 point ned til Glen Meyer. Se mere om Emil på www.emildue.dk
OB 40+:
#35 Kim Alex Olsen, var igen forberedt til tænderne, Suzukien var blevet smurt op og havde fået en gang vinylmakeup i anledning af dagen. Tidskval gik fint og han kunne vælge startbom som nr. 2. Første heat kom Kim ud af starten som nr. 5 men allerede på første omgang lå han 2ere, og der blev han til heatet sluttede. Andet heat blev ramt af en meget voldsom tordenbyge som oversvømmede hele banen inkl kørere. Kim kom fra start som 2ere, han crawlede igennem heatet sikkert og stabilt og slutte som 2. hurtigste svømmer. På trods af de svære forhold sluttede Kim samlet som 2ere på dagen.
Tekst: Karsten Due - Foto: Gorm Johansen
|